Skal du være en del af Louis Lund A/S? - vi søger nye kollegaer i både salg og eftermarked!

Få 3 års opladning med i købet af en ny elbil fra Toyota!

Toyota indvier ny skovbadeskov på Bornholm

Pressemeddelelse 2. maj 2026

Adskillige børn og voksne var lørdag med til at håndplante træer og fejre indvielsen af en helt ny folkeskov med det japanske koncept skovbadning som tema i Hasle på Bornholm. Der er i alt plantet 32.000 træer og buske på et otte hektar stort areal svarende til over 11 fodboldbaner. Alle træer og buske er doneret af Toyota Danmark.

En helt ny folkeskov med det japanske koncept, skovbadning, som tema blev lørdag indviet i udkanten af Hasle på Bornholm. Det skete, da borgmester Frederik Tolstrup (V) fra Bornholms Regionskommune, adm. direktør Pernille Kim Johansen fra Toyota Danmark og Kim Nielsen, CEO i Growing Trees Network sammen med adskillige børn og voksne var med til at håndplante de sidste af de i alt 32.000 træer og buske i den nye, otte hektar store Hasle Skovbadeskov.
Skoven, der er blevet til i et samarbejde mellem Toyota, Bornholms Regionskommune og Growing Trees Network, er Danmarks tredje skovbadeskov og den første på den østdanske solskinsø. Regionskommunen stiller jorden til rådighed, mens skovens 32.000 træer og buske er doneret af Toyota Danmark gennem Growing Trees Network.
"Vi lever i en tid, hvor vi aldrig har talt mere om natur, men vi er også længere fra den end nogensinde før. Mange får stress og føler sig slidte og pressede. I den situation kan skoven noget. Træerne giver ro. Hvis alle mennesker begyndte dagen med 15 minutter i skoven, tror jeg, vi alle sammen ville få det bedre," siger borgmester Frederik Tolstrup (V).

De tre parter håndplanter de sidste træer i Hasle Skovbadeskov ved indvielsen. Fra højre adm. direktør Pernille Kim Johansen fra Toyota Danmark, borgmester Frederik Tolstrup (V) fra Bornholms Regionskommune og CEO Kim Nielsen fra Growing Trees Network.

Adm. direktør Pernille Kim Johansen fra Toyota Danmark håndplanter et træ, mens borgmester Frederik Tolstrup (V) og Kim Nielsen fra Growing Trees Network ser til.

Terapi og mindfulness

Konceptet skovbadning, eller på japansk shinrin-yoku, stammer fra Japan og lægger op til, at man bruger skoven til terapi og mindfulness. Det handler altså ikke om, at man ifører sig badetøj og springer i vandet, men at man bader sine sanser i skovens atmosfære. I Japan kan læger udskrive skovbadning på recept, hvis en patient fx har symptomer på stress og trænger til ro og har brug for at genopbygge sit velvære og overskud.

Hos Toyota glæder man sig over at donere træerne som en del af virksomhedens miljøstrategi, der både handler om at være CO2-neutral senest i 2050 på verdensplan i alle led af koncernen og om at bidrage til etableringen af et fremtidigt samfund i harmoni med naturen.

"Vi er rigtig glade for sammen med Bornholms Regionskommune og Growing Trees Network at kunne rejse en skovbadeskov, der bidrager til miljøet og klimaet med opfangning af CO2, øget biodiversitet og sikring af grundvandet, og som også bidrager til den mentale sundhed og velvære hos mennesker, der lægger vejen forbi," siger adm. direktør Pernille Kim Johansen hos Toyota Danmark.

Den nye skovbadeskov ved Hasle er særligt designet til at kunne give oplevelser, der understøtter skovbadning - blandt andet en skovbadesti, der fører gæsterne gennem skovens forskellige "rum" og sanseoplevelser, og som kobles til det eksisterende stisystem i naboskoven.

Varieret sanseoplevelse

Med årene vil et miks af primært hjemmehørende træarter og buske vokse op - heriblandt fx hybridlærk, douglasgran, valnød, kastanje og kirsebær - der forventes at kunne klare fremtidens klima. Der er desuden anlagt to søer, som ligeledes vil bidrage til en varieret sanselig oplevelse.

"Vi er meget taknemmelige for samarbejdet med Toyota Danmark og Bornholms Regionskommune. Når virksomheder bidrager med træer, og kommuner stiller jord til rådighed, kan vi sammen skabe ny natur, der rækker langt ud over selve plantedagen. Hasle Skovbadeskov bliver en varig skov til gavn for bornholmere, besøgende, klimaet og biodiversiteten og kan forhåbentlig inspirere til, at andre virksomheder også får lyst til at bidrage til ny skov og natur," siger Kim Nielsen, CEO for Growing Trees Network.

Ved indvielsen lørdag fik de mange deltagere mulighed for at få en lille smagsprøve på skovbadning med en guidet skovbadetur ledet af den bornholmske skovbadeguide, Camilla Uhrskov Jordal. Senere i år vil der blive sat små skilte op i den nye skov med QR-koder, som de besøgende kan scanne med deres smartphones og derved få adgang til en lydguidet skovbadetur.

Hasle Skovbadeskov er den tredje af sine slags i Danmark, som Toyota har doneret træerne til. De to andre er Søbakke Skovbadeskov i Tilst ved Aarhus og Himmelev Skovbadeskov ved Roskilde.

Skovbadeguide Camilla Uhrskov Jordal gav en lille forsmag på skovbadning til flere af de fremmødte ved indvielsen af Hasle Skovbadeskov.

De helt små var også aktive deltagere i håndplantningen af de sidste træer i Hasle Skovbadeskov.