Skal du være en del af Louis Lund A/S? - vi søger nye kollegaer i både salg og eftermarked!

Ny elbil fra Toyota klar hos danske forhandlere

Pressemeddelelse 4. juni 2026

Der er gang i salget af elbiler hos Toyota, der allerede har introduceret tre nye elbiler i år og topper salgslisten i Danmark. Nu er den fjerde nye dedikerede elbil fra Toyota så klar til introduktion i Danmark i form af den rummelige familiebil, bZ4X Touring, der både er højere, længere og har et markant større bagagerum samt endnu flere kræfter end sin populære søstermodel, bZ4X.

Det er til at forstå, hvis de danske Toyota-forhandlere føler sig noget forpustede for tiden. De har nemlig allerede introduceret tre nye elbiler i årets første måneder i form af den kraftigt opdaterede bZ4X, den kompakte SUV, Urban Cruiser, og senest den skarpt designede, C-HR+. Alle tre ligger her fem måneder inde i 2026 blandt de ti mest populære bilmodeller i Danmark i år.

Nu er Toyota-forhandlerne klar til at introducere den fjerde fuldt elektriske bil i år, familiebilen bZ4X Touring. Det sker bl.a. med et særligt lanceringstilbud, hvor man får 18" vinterkomplethjul med uden meromkostning svarende til en værdi af 20.995 kr. inklusive montering. Tilbuddet gælder dog kun ved køb hos en autoriseret Toyota-forhandler inden 31. august.

Som navnet antyder er slægtskabet tæt mellem Toyotas første dedikerede elbil, bZ4X, der lige nu markerer sig som den næstmest populære bilmodel i år i Danmark, og den nye, bZ4X Touring. Men bZ4X Touring måler 140 mm mere i længden og 20 mm mere i højden, hvilket gør den betydeligt mere rummelig end sin søstermodel. Faktisk sluger bagagerummet hele 669 liter svarende til næsten 50 procent mere end bZ4X.

Startpris på 349.900 kr.
Startprisen for bZ4X Touring er 349.990 kr. for udstyrsudgaven med navnet Active Tech. Det er en merpris på blot 25.000 kr. i forhold til den sammenlignelige udgave af søstermodellen, bZ4X. Med bZ4X Touring Active Tech får man en forhjulstrukket elbil med 224 hk, en batteripakke på 74,7 kWh batteri og en WLTP-rækkevidde på op til 591 km.

Helt i tråd med de øvrige tre elbiler, Toyota har lanceret tidligere i år, er det også muligt at vælge bZ4X Touring med firehjulstræk. Her får man som standard Toyotas intelligente XMODE-teknologi og Grip Control, der sikrer stabil og sikker kørsel på ujævne og løsere underlag. Derudover yder elmotorerne placeret ved for- og bagakslen hele 380 hk, hvilket gør bZ4X Touring til den mest kraftfulde elbil i Toyotas modelprogram. Accelerationen fra 0 til 100 km/t. tager blot 5,1 sekunder.

De mange hestekræfter betyder samtidig, at bZ4X Touring med firehjulstræk må trække en anhænger på op til 1.500 kg, mens den forhjulstrukne udgave må trække 750 kg. Merprisen for at vælge firehjulstræk i Active Tech-udgaven er 20.000 kr. Med firehjulstræk mindskes WLTP-rækkevidden, så den lyder på op til 528 km.

Alsidig bil med plads til familien
bZ4X Touring adskiller sig størrelsesmæssigt og designmæssigt fra Toyotas tre første elbiler og er endnu mere rettet mod kunder med en aktiv livsstil, der ønsker en alsidig bil med plads til hele familien og til feriebagagen eller sports- og fritidsudstyret. Og skulle man på et tidspunkt have behov for endnu mere plads, end det rummelige bagagerum tilbyder, kan de fleksible bagsæder lægges ned helt plant med gulvet i bagagerummet i en 40:60-formation.

Som de tre øvrige dedikerede Toyota elbiler, Urban Cruiser, C-HR+ og bZ4X, kommer bZ4X Touring også med Toyotas serviceaktiverede batterigaranti på op til 10 år eller hele 1 mio. km. Her garanterer Toyota bl.a. en kapacitet på mindst 70 procent.

Den stationcar-lignende bZ4X Touring er netop landet hos Toyota-forhandlerne over hele landet, hvor den nu kan ses og prøvekøres. Det er desuden muligt at se alle priser og specifikationer på toyota.dk.