Til Menu  

Pressemeddelelser

Eftermarkedscertificering som den første i Europa

12-09-2018 14:45:00

Toyota-forhandler Louis Lund A/S gennemfører ny eftermarkedscertificering som den første i Europa

 

Toyota-forhandler Louis Lund A/S har som den første bilforhandler i Europa gennemført en ny certificering af eftermarkedsforretningen. Resultaterne imponerer allerede.

Ændret kundeadfærd og generelt øget konkurrence stiller større og større krav til eftermarkedet hos bilforhandlerne. Derudover venter en fremtid med nye spændende teknologier med væsentlig ændrede servicekrav. Samtidig er måden at være bilejer på under forandring.

Det har fået Toyota-forhandler Louis Lund A/S med forretninger i Ribe, Vejen, Esbjerg & Varde, til at gennemføre en helt ny certificering af eftermarkedsforretningen som den første bilforhandler i Europa.

Den nye certificering, kaldet Toyota Service Management (TSM), adresserer nogle af disse udfordringer med stærke værktøjer, der har potentiale til at øge effektiviteten og indtjeningen samt nedbringe omkostningerne.

Udgangspunktet for den nye certificering er en selv-evaluering af de basale metoder og arbejdsgange i den daglige drift. Her bliver der taget fat på emner som kompetencer, orden og ryddelighed på lager og værksted samt velkendte metoder til oplagring af reservedele. Alt sammen med det formål at sikre en effektiv værkstedsdrift, så der bliver frigjort tid til at arbejde med forretningsudvikling.

I certificeringsforløbet trænes værktøjer, som gør den enkelte forhandlere bedre til at udvikle eftermarkedsforretningen.

Markante forbedringer

Det nye TSM-program benytter den såkaldte Plan-Do-Check-Act (PDCA) metode til at sikre målbare forbedringer af processerne inden for eftermarkedet. Når PDCA-metoden benyttes sammen med andre værktøjer fra Toyotas enestående system, Toyota Production System eller Lean, der skal sikre høj effektivitet, høj kvalitet og levering til tiden, opnås der markante forbedringer af eksisterende processer samt effektiv implementering af nye eftermarkedsprocesser.

Det gøres helt konkret ved at arbejde med et antal værktøjskasser som – baseret på erfaringer fra hele Europa – indeholder en beskrivelse af de optimale eftermarkedsprocesser.

Hos Toyota-forhandleren Louis Lund A/S besluttede man at gennemføre alle seks værktøjskasser for at få mest mulig værdi ud af det arbejde, der er blevet gennemført.

”Vi startede med at danne en TSM-styregruppe, og sammen lavede vi en konkret plan med målsætninger og deadlines for de enkelte værktøjskasser,” siger Lars Hansen, der er eftermarkedschef hos Louis Lund A/S.

Resultater gavner eftermarkedet

Han fortæller, at der for alle seks værktøjskasser er opnået konkrete, målbare resultater, som gavner deres eftermarkedsforretning.

”En lille forøgelse af vores lagerbeholdning sikrede en meget højere leveringssikkerhed til vores værksted, så kundens bil kan færdiggøres endnu hurtigere. Vi kan nu levere over 85 procent af delene her og nu. Det er både værkstedet og kunderne rigtig glade for,” forklarer Lars Hansen.

Et andet resultat, som eftermarkedschefen fremhæver, er, at de ved at arbejde med deres proces for serviceindkaldelser øgede accept-procenten fra 52 til 65 procent.

”Det vil sige, at flere end seks ud af ti kunder nu vælger at besøge vores værksteder efter den første kontakt,” lyder det fra Lars Hansen.

Som en del af processen har Louis Lund A/S gennem hele forløbet via kundetilfredshedsundersøgelser nøje holdt øje med, hvad kunderne mener om de nye tiltag. For som Lars Hansen bemærker, skal optimering af processerne i eftermarkedsforretningen altid ske med den højeste respekt for kunderne.

Under forløbet har den vestjyske Toyota-forhandler haft god sparring med importøren Toyota Danmark A/S samt Toyotas europæiske hovedkontor i bestræbelserne på at opnå fuldt udbytte af det arbejde, der ligger i at gennemføre certificeringsprogrammet.

”Vi er utroligt stolte over, at vi på relativ kort tid har formået at gennemføre TSM-certificeringen – og så endda som den første forhandler i Europa,” siger Lars Hansen fra Louis Lund A/S.

FAKTA OM TOYOTA SERVICE MANAGEMENT (TSM) CERTIFICERING

Der er seks værktøjskasser, som alle bygger på Best Practice fra forhandlere i hele Europa.

  1. Lager-værktøjskassen

    Sikrer, at reparationen leveres til tiden med den rigtige lagerbeholdning.

  2. Fix-it–right-værktøjskassen

    Mere tilfredse kunder med bilen, når arbejdet er lavet rigtigt første gang, samt færre omkostninger til om-igen.

  3. Effektivitets-værktøjskassen

    Flere biler igennem værkstedet med de samme ressourcer.

  4. Servicebooking-værktøjskassen

    Flere biler på værkstedet og flere loyale kunder.

  5. Walk Around Check værktøjskassen

    Struktureret gennemgang af bilen skaber mere tilfredse kunder.

  6. Tilbehør-værktøjskassen

    Øget salg af tilbehør til Toyota-biler.

Der er allerede flere TSM-værktøjskasser på vej fra Toyotas europæiske hovedkontor til implementering de kommende år. Det nye certificeringsprogram fra Toyota sikrer, at værkstederne er rustet til at implementere disse på eget initiativ.

For yderligere information kontakt venligst eftermarkedschef Lars Hansen hos Louis Lund A/S på tlf. 30 55 90 82.

På fotoet ses:
Leon Van der Merwe - Vice President Value Chain Toyota Europa (højre)
Lars Hansen - Eftermarkedschef Louis Lund A/S